Amomums: Velkommen til BESOS 16.10.2012, 0 Kommentarer

Det glæder os at byde Amomums velkommen til BESOS. Amomums blev grundlagt i 2010 af den fynske designer Ann Stenmann. "Amomums" er det indiske ord for "Paradis Korn" ("Indian Spice"), som er et udsøgt, indisk krydderi med skøn aroma og langvarig smag. Inspireret af dette skønne krydderi er det Ann Stenmanns ønske at hendes designs ligeledes har lang holdbarhed og er udsøgte i både vævning, tryk og farver. Amomums tørklæder er alle håndlavede i naturmaterialer som silke, uld og bomuld, hvilket giver dem en delikat, sofistikeret og feminin stil.

Ann er freelance designer og har i mere end 20 år arbejdet med Indien, hvor hun har designet tøj - og stofkollektioner for førende indiske og franske modefirmaer. Hun har specialiseret sig i de indiske håndværksteknikker indenfor broderi, tryk og vævning og udvælger de bedste lokale samarbejdspartnere til forarbejdning af sine designs. Ann finder inspiration gennem sine mange rejser til Indien, hvor hun i tæt samarbejde med den lokale befolkning formår at kombinere sine smukke designs med udsøgt forarbejdning.

Amomums grundlægger og ejer Ann Stenmann på rejse i Indien.

Se Amomums' unikke håndlavede designs. Vi håber, at du synes ligeså godt om dem som vi gør!